Vinens inspirerende historie
LÆS VINENS HISTORIE - TRYK PÅ LINKET NEDENFOR
Se PDF'en her 
Vitis Aurunca
Et vineventyr fra Campania i Italien
Et møde mellem natur, tradition, innovation og to familier
Lidt uden for Napoli i Campania distriktet i Italien, midt mellem det mægtige Monte Massico bjerg og den sovende vulkan, Roccamonfina, nær Middelhavet og den historiske hærvej, Via Appia, ligger vinhuset, Vitis Aurunca, som blev grundlagt i 2007.
Vitis Aurunca er et vinhus opbygget af familien Ceparano i samarbejde med en gruppe engagerede agronomer, som ønsker at producere vin, hvor naturens rigdom og menneskets passion smelter sammen i hver eneste drue. Vitis Aurunca forener gamle romerske vintraditioner med moderne bæredygtighed og teknologisk præcision.
Familien Ceparano, plantede de første vinstokke tilbage i 2008, og der produceres i dag rød-, rosé- og hvidvine, samt mousserende vine og den første årgang udkom i 2014, og viste fra start af et helt unikt potentiale. Vinene lagres både på ståltanke og nye franske egefade. Foruden vin produceres der citrusfrugter, mandler og en helt særlig Extra Jomfruolivenolie fra ældgamle træer, som vokser i olivenlunden omkring vinhuset – og tilbyder både økologiske og kommercielle landbrugsprodukter.
Hos Vitis Aurunca holdes gamle traditioner i live, sammen med virksomhedens værdier om respekt for miljøet, omsorg for biodiversitet og etik i produktionen. Vitis Aurunca dyrker sin jord efter bæredygtig agronomisk praksis ved rationel brug af vand, som fremmer bevarelse af jordens struktur og stabilitet. Moderne produktions-teknologi og gammel visdom smelter sammen: Brugen af effektive motorer, reducerede CO2-emissioner og brug af vedvarende energi gennem solcellepaneler. Plante- og dyrebiodiversitet finder også tilflugt her: Fra lokale urter til pattedyr og fugle, der bebor markerne, er området et mikrokosmos af liv. Opmærksomhed på den agronomiske praksis og skadedyrsovervågning bidrager til afgrødernes sundhed uden at kompromittere miljøet. Etik gennemsyrer alle aspekter af virksomheden: Fra respekt for mennesket og naturen, til gennemsigtigheden i produktionsprocessen og det endelige produkts kvalitet. I hvert glas Falerno del Massico vin kan du opleve en rig historie, et ubrudt bånd mellem en generøs natur og mennesket, vogteren af en gammel arv.
Importen af disse vine og olivenolie til Danmark sker via familien Janner Olesen fra Granhøjgaard i Himmerland, som startede dette vineventyr tilbage i 2015.
Nogle af grundene til at familien Janner Olesen syntes, at det kunne være interessant at importere lige netop vine fra dette område skyldes de værdier og den specielle historie, som stedet og dets vine har. For det er netop fra dette område, at Falerno vinbegrebet kommer fra – eller Falerno del Massico, som det rigtigt hedder.
Falerno vin har været kendt i Italien siden oldtiden, hvor størstedelen af vinen til Romerriget blev produceret og udskibet fra området omkring Napoli. Dette blev der sat en brat stopper for da Vesuv vulkanen eksploderede i år 79 e.Kr. og lagde hele området øde. Romerriget skulle stadig forsynes med vin, og det blev årsagen til at områder som Toscana, Veneto, Puglia og Sicilien skød op som nye stor-producenende vinområder. Vin-produktionen i Campania distriktet kom aldrig efterfølgende op på samme niveau som i fordums svundne tider. Man fandt i forbindelse med udgravningerne omkring Pompeji udenfor Napoli referencer på stentavler for salg af Falerno vin fra de lokale vinudskænkninger, hvor tavlen beskrev, at for 1 mønt kunne man få standard vin, for 2 mønter kunne man få en god vin og for 4 mønter kunne man få Falerno. En vin kan kun kaldes en Falerno vin, hvis den er produceret i området omkring Mont Massico bjerget, og er blevet produceret med druerne fra enten Barbera del Sannio, Primitivo, Aglianico eller Falanghina, og at vinen har haft en lagringstid på minimum 12 måneder.
Ifølge sagnet fra den romerske mytologi opstod Falerno begrebet da en gammel bonde, ved navn Falernus, som boede oppe på Mont Massico bjerget fik besøg af Guden Bacchus, Guden for vin og nydelse. Bacchus ville teste menneskets selviskhed og havde forklædt sig som en fattig tigger der søgte ly for et frygteligt uvejr hos den gamle bonde. Falernus bød tiggeren ind, og selvom den gamle bonde knap havde mad og drikke til sig selv, delte han hvad han havde af mælk, honning og brød med tiggeren. Bacchus blev så overvældet over den gæstfrihed, han havde modtaget og besluttede sig for at belønne den gamle bonde. Så da Falernus vågnede den følgende morgen, og uvejret var forbi opdagede han, at tiggeren var forsvundet og så samtidig, at alle bjergskråningerne omkring ham var blevet lavet om til vidunderlige modne vinmarker.
Siden dengang har der været dyrket vin på Falernus’s marker og endte med tiden at danne ramme om begrebet – en Falerno vin.
Udadtil er vine fra Napoli området ikke så kendte, og vi ønsker netop at være med til at udbrede og fortælle historien omkring Falerno vin og give folk herhjemme muligheden for at smage på disse historiske vine, som kommer fra dette fantastiske område ved middelhavet.
Samarbejdet har i dag udviklet sig til et stærkt venskabsbånd, og familien Janner Olesen er i Italien mindst én gang om året for at besøge familien Ceparano, og følge vinhusets udvikling og samtidig diskutere videre udviklingspotentiale for fremtiden og vurdere de kommende vines kvalitet.
Bæredygtighed og respekt for jorden
Hos Vitis Aurunca er der stor fokus på:
- Bevarelse af jordens frugtbarhed
- Skånsom brug af vand
- Minimal CO2-udledning og brug af solenergi
- Beskyttelse af biodiversitet – både flora og fauna
Alt dette gør ejendommen til et levende mikrokosmos, hvor natur og vinproduktion går hånd i hånd.
Et vinunivers i Campania
I 2014 åbnede Vitis Aurunca et moderne vineri i Cellole, hvor tradition og innovation mødes. Vinkælder, smagerum, butik og panoramaterrasse med udsigt over landskabet gør et besøg hos Vitis Aurunca til en unik oplevelse – året rundt.
📍 Adresse: Tostrupvej 8, 9560 Hadsund
📧 E-mail: jjo@rostruphedegaard.dk
🌍 Web: www.vitisaurunca.com og www.jannerhandel.dk
📞 Kontaktperson: Christian Janner Olesen +45 20 33 62 33